Rejsen til ID

 

Hun slukkede lyset og kiggede ud mellem de sølvgrå persienner. Søen var frosset helt til, og sneen lå som en dyne over det omkringliggende landskab. Træerne stod nøgne, som sorte kæmper, og kiggede på hende fra bakkerne langs søens bred. På den modsatte side af søen, foldede skoven sig helt ud i endeløse rækker af træer. Mest grantræer, så vidt hun vidste. Den var stadig levende og grøn og tæt som en mørk masse af vildt. En ravn, med en orm i næbbet, kiggede nysgerrigt på hende fra et træ tæt ved huset. Den rykkede hovedet frem og tilbage et par gange, mens den studerede hende. Så slugte den ormen og lettede fra sin gren, mens den skreg. Kragh … Kragh … Den fløj over mod skoven – mod nord. Hun fulgte den med sit blik ind mod skovens midte.

Der var røg derinde. En let røg steg op gennem trækronerne, kunne hun se. Den måtte komme fra det lille, røde hus, de var stødt på den dag, hun og Janus gik tur derovre i aftenskumringen. De var gået længere og længere ind i skovens dyb, efterhånden som mørket sænkede sig. De kunne ikke lade være, som om noget trak i dem. Drog dem. Hun havde slet ikke været bange, men havde følt sig sikker og nysgerrig, selvom skoven var fuld af mystiske, sære lyde. Det var nok fordi, hun var sammen med Janus. Han fik hende altid til at føle sig rolig, når han altså ikke var for … ja, aggressiv. Hun ville aldrig turde gå alene ind i skoven om aftenen, aldrig. Men sammen med Janus var hun modig. Janus var en stærk mand, hun var så glad for at have ham.

De var flyttet fra byen og herud for snart to år siden nu. De var så småt kommet på plads, men huset føltes lille og trangt. Det var, som om møblerne fra deres gamle lejlighed var alt for store til det her sted, de passede bare ikke ind. Hun gik hen til det andet vindue og plukkede nogle visne blade af en plante. Hun syntes ikke rigtig, de havde mødt nogle herude, ikke sådan rigtig. Folk levede ligesom i deres egen lille, lukkede verden og skjulte sig for hinanden. Hun havde selvfølgelig snakket med nogle ældre damer ved Brugsen, der var stoppet op og næsten dånet, da hun kom kørende med barnevognen. Men det var alt sammen så forudsigeligt. De ville bare stjæle lidt kærlighed fra lille Andrés og egentlig ikke møde ham – eller hende for dens sags skyld. Så snart de havde fyret deres dikkedikke og ”ih, hvor er han altså sød, det er en dreng ik’?”-tale af, blev deres øjne flakkende og selvoptagede. Undtagelsen var dog fru Jakobsen eller enkefru Jakobsen, som hun jo var. Hun havde været så sød, hun var som den eneste kommet hen og havde budt dem velkommen med hjemmebagte småkager. Men hun var død nu. Døde sidste søndag. Hurtig begravelse i onsdags. Kun hende selv, Janus og nogle få andre fra lokalsamfundet deltog. Ingen familie.

Enkefru Jakobsen var hurtigt blevet som en slags familie for dem, en reservebedstemor til Andrés. De havde taget sig af hende og hun af dem. Nå, det var fortid nu. Hun var væk. Blevet ét med jorden.

Hvad var det nu, hun kom fra? Nåja, måske var det ikke lige sådan, hun havde forestillet sig, at det ville være herude på landet. Men det var nu også dejligt med roen og al den friske luft. For slet ikke at tale om den dejlige natur. Nu var det jo vinter, men stadig smukt. Hun havde dog alligevel troet, at folk herude ville være mere åbenhjertelige, og at man talte mere frit sammen. At folk hilste på hinanden, når de mødtes. Men her blev deres øjne flakkende, og de stammede kun nødigt goddag, når hun hilste. Gu’ ved, om Janus oplevede det på samme måde? Hun forstod det ikke. Hun havde altid hørt, at det var folk i byen, der levede isoleret og anonymt, og landbefolkningen, der kom hinanden ved og smilte, når de mødtes. Men lige nu syntes hun godt nok, det virkede omvendt. Måske var det fordi, de stadig var nye og fremmede her? Måske havde man ikke helt vænnet sig til dem endnu, men altså enkefru Jakobsen havde jo været ovre et par dage efter, de var flyttet ind. Hun var altid så glad og lyste af … ja, hvad lyste hun egentlig af? Det var faktisk lidt underligt, nu hun tænkte efter. Alle var så kolde og sure, som om selve jorden var sur herude, men enkefru Jakobsen var altid glad, uden undtagelse, og havde en lysende aura om sig.
Hmm. Måske hun skulle trække et kort på det næste gang? Eller spørge i healingscirklen?

De mødte en ræv den dag, de gik tur i skoven. Hende og Janus. Den havde været stor, med et flot og majestætisk, hvidt bryst. Ræven havde stillet sig midt på skovstien og stirret på dem med et par store, gyldne øjne. Den var stolt og havde ikke flyttet sig for dem, ikke før til allersidst. Hun syntes ellers, at ræve plejede at være sådan nogle luskebukse, nogle sky kræ, der var bange for alt og alle. Men det her havde været en kongeræv, der mødte dem uden frygt. Et nærværende selvsikkert væsen i kontakt med sine urinstinkter.

Måske var det bare fordi, hun var vokset op i et byområde, eller altså i forstæderne, men stadig by i forhold til herude. I byområderne var rævene i hvert fald helt anderledes, de var mindre, og nogle forhutlede kræ at se til. Hun havde faktisk læst et sted, at den røde danske ræv, vulpes vulpes – på et tidspunkt havde udviklet sig til to forskellige underarter. Vistnok på grund af miljømæssige omstændigheder. En udvikling der havde resulteret i byræven og landræven – mente hun de hed. Hvor landræven var den traditionelle ræv: Rød, stolt, snu og flot. Mens byræven var mere grå og mørk i det. Den blev vistnok også kaldt korsræven, fordi den bar et mørkt kors hen over ryggen. Den var ofte mindre end sin bror, mere tilpasset bymiljøet. Rodede efter mad i skraldespande, var ikke lige så sky overfor mennesker. Den virkede lidt trist og modløs, som hun huskede det. Men den kunne vel bare tage væk fra byen og ud i skoven, kunne den ikke? Det var selvfølgelig synd for den, hvis den gerne ville, men ikke kunne af en eller anden grund.

Hun havde engang fundet et blodspor, da hun gik en tur i villakvarteret derhjemme. Havde ikke været så gammel, en sytten, atten år måske. Hun fulgte sporet og fandt en ræv liggende i græsset. Den var blevet kørt over og havde slæbt sig væk fra vejen. Hele bagpartiet var ødelagt. Den prøvede først at flygte fra hende, men kunne kun bevæge de to forreste poter og kom ikke rigtig nogle vegne. Dens to bagben var knuste, og der løb blod og galde ud fra et stort åbent sår på dens bug. Hun satte sig tæt ved den, hvad skulle hun gøre? Hun var bange og så frygten spejlet i dens øjne. Hvad hvis den angreb hende, hvis den nu følte sig truet? Den så på hende med så meget lidelse, som hun aldrig havde set i et par øjne før. Hun vidste, den skulle dø, men vidste ikke om ræven selv var klar over det. Den var ikke særlig stor, halvvoksen måske. Pludselig begyndte den at ryste, dens øjne flakkede panisk, og frygten stod så stærkt ud af den, at det bredte sig til hende. En isnende kulde sitrede i hendes ryg og baghoved. Hun ville så gerne hjælpe det stakkels dyr, men hvad skulle hun gøre? Hun havde lyst til at ae den, men det var sikkert ikke særlig smart. Hvad hvis den bed hende og havde en eller anden mærkelig sygdom, rabies, ræveskab eller sådan noget? Hun begyndte at synge. Alle mulige børnesange, hun kunne huske stumper og stykker af. ”Solen er så rød mor” og andre godnat viser. Ræven lyttede og faldt lidt til ro. Den sænkede sit hoved oven på den ene forpote og lukkede øjnene et øjeblik. Kun ørene var stadig vagtsomme, stod lige i vejret og drejede sig, hvis nogle andre lyde forstyrrede strømmen af hendes toner og ord. Den begyndte pludselig at klynke værre og værre, og det endte i nogle hjerteskærende hyl. Hun stoppede sin sang og talte trøstende til den. Men hendes trøst var hurtigt blevet til jammer: ”Nej, nej, neeej.” Ud af såret var væltet en stor, sort klump, og i midten af klumpen lå noget og glimtede. Det lignede en guldring, men hun var ikke sikker. Ræven blev ved med at klynke, og hun fortalte den om rævehimlen, hvor rart der var deroppe, kun ræve og masser af skov og masser at spise, selvfølgelig. Ingen dumme mennesker, der kom og byggede veje og kørte hurtigt midt igennem dens hjem, smadrede naturen uden så meget som at overveje alternativer og konsekvenser. Nej, ingen dumme mennesker, kun ræve og andre søde dyr og Gud, selvfølgelig, rævegud og ræveengle til at passe på dem. Ræven så igen stresset og dødsangst på hende, og hun begyndte at græde. Hun græd, så tårerne stod, og ræven kiggede blot på hende. Hun græd, som hun ikke havde grædt i meget, meget lang tid – hvis nogensinde. Hun græd over døden og følte sig levende. Til sidst måtte hun gå, hun kunne ikke holde det ud mere. Ræven måtte dø alene, måske nogen andre kunne redde den, hun kunne i hvert fald ikke. Hun mødte et ældre ægtepar på en nærliggende villavej. De var ved at grille i deres lille forhave. Hun fortalte dem om ræven og spurgte, om de ikke kunne ringe til nogen, der kunne hjælpe den – Dyreværnet eller Falck eller sådan noget. Jo, jo, det skulle de nok, sagde de. Men hun var ikke helt sikker på, at de ville gøre det.

Hendes mor havde virket lidt ligeglad og syntes hun overdrev, da hun kom hjem og fortalte det. Hun havde forsøgt at trøste hende, som var hun en lille pige. Men samtidig var det, på en måde som om, hun fik skæld ud.

Senere i dag ville hun komme og besøge hende for første gang, hendes Mor. Mormor og Søster skulle også komme med. De havde ikke besøgt hende før, så hun var spændt på, hvad de ville sige til hendes nye hjem. Mon de bed mærke i, at møblerne var for store i forhold til huset? Hun håbede det ikke. Hun lagde Andrés til at sove nede i kælderen, pakkede ham godt ind, overvejede at tænde babyalarmen, men trak i stedet den beroligende spilledåse op. Gik så op igen, lukkede døren ned til kælderen og satte noget 60’er-musik på til sig selv. Hun skruede op for anlægget og begyndte at gøre rent.

Senere begyndte hun at svede som en gris, før den skulle slagtes. Og da hun var nået til køkkenet, havde hun smidt det meste af tøjet, inklusive sine tykke uldstrømper, så hun dansede rundt i bare fødder og natkjolen. Hun var så godt i gang og tænkte sig slet ikke om. Hun var i rengørings flow, som hun og Janus spøgende plejede at kalde det. Hun havde glemt det gamle, beskidte køkkengulv, hvilket resulterede i, at en kæmpesplint borede sig op i hendes højre fodsål. Hvorfor kunne han ikke også bare slibe og lakere køkkengulvet, når hun nu havde bedt ham om det? De havde jo trods alt et lille barn, der snart ville kravle rundt på det. Hun hentede nogle tæpper og lagde dem over det flossede og ujævne gulv. Hjørnet med stengulv lod hun være, som det var. Sådan, det så jo næsten hyggeligt ud.

Han havde jo også så meget andet at lave, Janus. Hun sad og prøvede at pille splinten ud, da det ringede på døren. Hun fór op, var det dem allerede? Hun skyndte sig ud og åbnede, det var bare postbuddet med en pakke til Janus. Han prøvede at falde i snak med hende, gjorde sig umage for at være charmerende kunne hun se. Hun svarede venligt, gad ikke rigtig snakke med ham. Men høflig mod andre mennesker, det skulle man være. Hun smed pakken ud, som hun plejede at gøre, men fortrød, fiskede den op af skraldespanden igen og lagde den på hans seng, hvorefter hun tog tøj på igen. Han burde for resten selv være kommet hjem nu, hun kiggede ud af vinduet, men kunne ikke få øje på ham.

 

   En time senere ringede det igen på døren. Nu var det dem. Hun inviterede dem indenfor, lavede kaffe og te, mens hun snakkede med Søster i køkkenet. Mormor og Mor gik selv rundt og inspicerede huset, men de opdagede ikke kælderdøren – heldigvis.

”Du skal nok have nogle gule gardiner op, hvis du vil holde 50’er-stilen,” sagde Mormor da hun trådte ud i køkkenet. Mor sagde ikke noget, hun stod bare og kiggede ned i gulvet og trådte sig selv over tæerne.

”Ja, og måske nogle i lilla. Lilla og gult er godt sammen, det gi’r en rigtig go’ stemning,” forsatte Mormor. Hun tænkte på Mormors eget hjem. Det var mest holdt i brunt og hvidt, men det hvide var efterhånden blevet brunt eller cremefarvet af røg. Mormor røg mange cigarer.

”Sig mig, det virker som om møblerne er for store til huset her, eller også er huset for småt til møblerne,” fortsatte hun. Mor satte sig ned på en bænk i den anden ende af køkkenet. Brættet røg op i den ene side og Mor røg ned på gulvet. Mormor kiggede længe på hende og fortsatte så.

”Ja, ja, du skal i hvert fald have noget op i lilla og gult, det er vigtigt.”

Der var en lille pause, som ingen turde udfylde, før hun tilføjede:

”Og så få slået nogle søm i den der.” Hun pegede med sin krogede, behårede finger på bænken.

”Den er jo livsfarlig, tænk hvis det var mig og min skrøbelige krop, der havde sat mig der.”

Mor beklagede sig højlydt og fik endelig bakset sig op fra gulvet. Men på vejen op, satte hun hånden på en hylde og væltede nogle flotte flasker ned. De knustes mod stengulvet og hendes beklagelser steg i intensitet. Søster fniste og gik med Mormor ud af køkkenet. Mor begyndte forfjamsket at samle glasskårene op. Hun gik hen til Mor og holdt om hendes skulder.

Så, så mor, det er okay.” De så hinanden i øjnene et øjeblik, før de sammen fejede de knuste glasskår op. Cigarrøgen slog allerede imod dem som en tyk tåge, da de bar kaffe, te og kage ind i stuen, hvor Mormor og Søster havde sat sig. Hun ville egentlig gerne have siddet udenfor og tændt et bål, så de fik lidt luft og noget andet at tale om, og kigge på, end hinanden. Men hun turde ikke spørge.

De sad og snakkede rundt om bordet, mens de drak kaffe og spiste kage. Eller det var nu mest Mormor og Søster, der førte ordet og grinte af deres egne vittigheder. Mor sad tavst og kiggede ned i bordet, mens hun lod som om, hun fulgte med i samtalen. Pludselig så hun den sorte slange, med de gule pletter, rejse sig og hvisle bag først Søster, så Mors nakke, før den var væk igen. Et øjeblik efter så hun et glimt af den helt gule slange, der snoede sig tæt ved Mormors kulsorte, krøllede lokker. Men så var den også væk, lige så pludseligt, som den var dukket op.

Hun rejste sig uden varsel og væltede stolen på vej væk fra bordet. De andre kiggede forbløffet efter hende, men ingen sagde noget. Hun løb ned i kælderen og åbnede døren. Andrés var forsvundet. Hun gik længere ind. Døren til det hemmelige rum stod åben. Hun gik helt ind, slangerne var væk. Pis, ikke igen.

Hun skyndte sig tilbage ovenpå. Mormor prøvede at tale til hende, men hun ignorerede hende og fortsatte udenfor, uden overtøj eller noget. Hun spejdede udover landskabet. Og der, langt ude på søen, var der noget, der bevægede sig i mørket. Det var slangerne, der bugtede sig af sted, bærende Andrés imellem sig. Hvordan i alverden var de nu sluppet fri? De skød høj fart og var næsten ved den modsatte bred, på vej mod skoven. Hun ville råbe, men stemmen ville ikke lystre, det ville heller ikke nytte noget alligevel, det vidste hun. De var for langt væk nu, på vej væk i horisonten.

Kun månen og stjernerne kastede lys, og det så nærmest ud, som om Andrés red af sted på slangerne. Som en lille prins – en slangeprins, nåede hun at tænke. De snoede sig hurtigt hen over det sidste stykke af søens hvide overflade, fløj så op mod bakkerne, som havde de vinger, og forsvandt ind i den tætte, mørke skov.

 

Skoven

Hun så længe efter dem. Mormor og Søster kom ud bag hende, råbte til hende, hvad der var galt. Mor kaldte indtrængende på hende, da hun ikke svarede. Hun begyndte at gå. De råbte stadig efter hende, kunne ikke forstå, hvorfor hun bare gik.

Isen virkede sikker herinde tæt på bredden. Men længere ude på søen blev den mere usikker. Månen stod direkte over skoven og skinnede mod hende. Det var nymåne. Ravnene kredsede foran dens ansigt og kastede skygger på lysvejen hen over søen. Vejen af måneskin førte direkte ind i skoven. Hun fulgte den med faste skridt. De var holdt op med at råbe efter hende inde fra bredden. Hun var også ligeglad. De kunne gøre, hvad de ville. Længere ude blev isen tyndere og tyndere og begyndte at give sig under hende. Hun kom forbi et stort, rundt hul og var lige ved at træde ned i det med den ene fod. Isen blev gennemsigtig, og hun kunne se, at der var revner i den. Hun syntes, hun så Janus’ hvide gevandter, hans lange hår og skæg svaje i vandet dernede. Det var som om, de klare blå øjne lå lige under overfladen og stirrede på hende med et stivnet, opspilet blik.

Hun havde ikke tid, fortsatte mod bredden på den modsatte side og kravlede op ad bakken. Stoppede så op et øjeblik og fik vejret, mens hun kiggede ind i skoven. Den var mørk og lukket som en grav. Pludselig var det, som om et par øjne stirrede på hende derindefra. Hun fik en kuldegysning, men de føltes dragende, som om de kaldte på hende. Og hun begyndt forsigtigt at gå langs skovens kant. Med ét var det, som om månens mælkehvide lysstråle skiftede retning, og hun så en åbning, en bred vej ind i skoven. Mon det var den, hun og Janus havde fulgt den dag?

Hun begyndte at gå, mens skoven lukkede sig om hende. Og kom snart til et stort ryddet område med træstammer og stubbe hugget til bænke, stole og borde. Her stoppede hun op, kiggede rundt og betragtede pladsen der lå badet i månelys. Dér, inde i midten, ved siden af en høj træstamme, stod ræven fra den dag og lyste op i mørket. Den så på hende med vise, gyldne øjne. De stirrede længe på hinanden, indtil ræven vendte sig om og luntede et par skridt længere ind i skoven. Hun stod stille. Den vendte sig om, kiggede på hende, og hun syntes den gjorde et hovedkast dybere ind i skoven, før den vendte sig om og fortsatte. Hun fulgte efter.

Ræven bevægede sig hurtigt, og hun må sætte i en høj fart for at følge med. Den tog hende igennem tæt krat og underskov. Grene og torne rev hende i ansigtet og det var som om skoven hviskede til hende. Hviskede, at hun var i fare. Men hun havde ikke tid til at høre efter, hvis hun skulle indhente Andrés. Hun løb hurtigere og hurtigere, snublede et par gange og var ved at falde. Mistede ræven af syne flere gange, men et øjeblik efter var den der igen, ventende, med de lysende øjne foran hende.

Efter hvad der føltes som flere kilometer, kom de endelig til en ny lysning gemt i skoven. I midten lå det lille, røde træhus. Månen var lige over dem og fyldte lysningen med et mælkehvidt skær.

Alt var oplyst fra himlen, og på én gang var det, som om hun så gennem en tåge, og samtidig stod alt omkring hende lysende klart. Hun kiggede rundt. Små fnug svævede i luften. Til højre for huset stod en hvid hest og græssede. Den havde hvide vinger og et snoet horn i panden. Ligesom i et eventyr. Hun smilede til den, kunne ikke lade være. Hun plejede ellers at være bange for heste.

Først nu fik hun øje på den gamle kone, der stod foran huset. Hun var klædt i en hvid kimono med et motiv af bjerge omringet af ild. Hun lignede Fru Jakobsen lidt – kunne være hendes søster. Kvinden havde sorte tøfler på og sit lange, hvide hår sat op med en sort og hvid spisepind med perlemor. Hun stod og rørte i en stor, sort gryde, der gik hende til brystet. Der kom røg op af den.

”Jeg leder efter min søn – Andrés,” fik hun fremstammet.

Den gamle kvinde vinkede hende hen, og da hun stod over for hende, fyldte hun en skål med suppe og rakte den til hende. Ræven smøg sig frem bag kvinden. Hun så nærmere på den. Den var stor, lignede nærmest en ulv. Den havde et stort, busket ansigt og kiggede nysgerrigt på hende. Hun kiggede igen, vendte så opmærksomheden mod den gamle dame, der så indtrængende på hende. Hun drak af suppen og så den gamle kvinde ind i øjnene, og først nu så hun, hvem hun var. Hun så sig selv som gammel.

ØNSKER DU AT LÆSE VIDERE PÅ DENNE HISTORIE?
SKRIV TIL DAVIDANDJENSENGMAIL.COM
EMNE: REJSEN TIL ID

OG FÅ SENDT RESTEN AF HISTORIEN GRATIS